Folk i fællesskabet

Her på siden præsenteres alle os, som allerede har lagt billet ind på en bolig i bofællesskabet. Ved at sætte billede, navn og aldre på de kommende beboere i bofællesskabet håber vi, at det bliver lidt nemmere at få en fornemmelse af, om Sjællandsk Muld er noget for dig. Så tag et kig dine potentielle nye naboer og skriv til os, hvis du har spørgsmål – eller hvis du bare straks vil sikre dig en plads i fællesskabet!

UNGE UDEN BØRN

Kathrine (27)
Tobias (30)

På Islands Brygge bor Kathrine og Tobias godt, men de har fra starten af været enige om, at byen på et tidspunkt skulle skiftes ud. Med Sjællandsk Muld er tidspunktet nu kommet og de glæder sig til fællesskabet, mere plads og mere natur.

Som deres barndoms helte i Naturpatruljen rykker de ofte ud i den danske natur. Turene begynder enten til fods eller på cykel og slutter gerne med aftensmad på trangia og overnatning i et shelter. Kathrine er vild med at sanke i naturen, mens Tobias godt kan lide at kigge på træer. I denne særlige tid er mængden af yoga på stuegulvet steget kraftigt.

Tobias har taget en grøn uddannelse på Skovskolen og en kandidat i naturforvaltning. I dag arbejder han med bynatur og skybrudssikring i Københavns Kommune. Kathrine har brugt flere år på at arbejde med design, fotografi og håndværk, men startede på en kandidat i Spatial Design for at kombinere design med mennesker.

Jakob (37)

Tekst kommer snart!

Jesper (33)
Sara (36)

Vi bor begge i et kollektiv i et stort kollektivfællesskab på Østerbro, og har en drøm om at tage del i et lignende stort fællesskab – bare på landet tæt på natur og med mennesker, som har samme værdier og visioner som os. Da vi fik en rundvisning på Sjællandsk Muld-grunden og så den gamle gård og hørte om de potentialer der ligger der, var vi solgte!
Vi har valgt en selvbyggergrund, da Jesper elsker at designe og bygge, og Sara gerne vil skabe et hjem, der indbyder til leg, dans og bevægelse!
Jesper arbejder til daglig med at bygge brugervenlige hjemmesider som it-konsulent, men skaber og bygger også en masse i den virkelige verden. Han har fx allerede tegnet et shelter, som han vil bygge på grunden! Og så ser han frem til at få et værksted til alle sine håndværkermaskiner, som fylder lidt for meget hjemme i kollektivet..;)
Sara underviser i idræt og friluftsliv på læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, og glæder sig til at arrangere udendørs parkour-inspireret træning, mad over bål og fri guidet dans for de andre beboere!

BØRNEFAMILIER

Thorbjørn (37)
Julie (37)
Sif (5)
Carl Emil (1)

Julie er filmproducer og Thorbjørn er jurist.

Rebecca (37)
Sylvester (38)
Silja (8)
Fenya (11)

Sylvester er spiludvikler og ejer af Sybo games, ejer af HUA og Siala. Rebecca er  illustrator og byudvikler i HUA mm. Fenya går i 4C på Hvalsø skole, og Silja Rishøj Sørensen går i 1B på Hvalsø skole

Rasmus (39)
Line (40)
Sally (10)
Wille (7)
Kalle (5)

Vi har boet i Hvalsø siden 2014 og er meget glade for vores hyggelige by. Det er dejligt at se den udvikle sig og være med i det her spændende projekt. Rasmus er økonom og arbejder i Skatteministeriet, desuden er han fodboldtræner i Hvalsø. Line er praktiserende læge i Hvalsø (Lægerne Holbækvej). Sally går i 4. klasse på Hvalsø skole, og er glad for ridning og dans. Wille går i 1. klasse og elsker fodbold og fisketure. Kalle går i Den Grønne Kile og starter skole til august 2022, han går også til fodbold. Lige nu er vi på eventyr i Sisimiut i Grønland i 8 mdr., hvor Line arbejder på hospitalet og børnene går i skole/børnehave, og Rasmus arbejder hjemmefra med sit danske job. Fritiden står på masser af leg og ture i fjeldet, sejlture, ski, kælk, hundeslæde og alt det, vi har drømt om. Vi glæder os til at tage hul på et nyt kapitel i Sjællandsk Muld, når vi kommer tilbage.

Sofie (31)
Rasmus (41)
Folke (5)
Harald (3)

Sofie er uddannet socialrådgiver og arbejder i Tårnby Kommune. Rasmus er uddannet psykolog og arbejder i en psykologklinik i København. Harald og Folke går begge i børnehave i København. Familien bor lige nu i København, men flytter til juli 2021 i beboelsesvogn på byggegrunden, hvor Sjællandsk Muld skal bygges, idet Folke skal starte på Hvalsø skole til august 2021.

Mira (35)
Jonas (38)
Noor (2)

Vi elsker fællesskab, natur, økologi, kreative projekter, at danse og synge. Jonas kan godt lide friluftsliv, kajakture, klatring og madlavning. Mira laver yoga, meditation og elsker at stå på rulleskøjter. Noor elsker mad, at tegne og male, og bygge tårne.
Jonas er selvstændig grafisk designer og fotograf. Han arbejder med mange forskellige projekter, indenfor bl.a. mad, natur og vidensformidling.
Mira er designer for en socialøkonomisk virksomhed for udsatte kvinder, som laver bæredygtige tekstile designprodukter.

Mikkel (39)
Christina (39)
Viktor (5)
Sylvester (1)

Vi bor i rækkehus på Amager, og er oprindeligt fra Aalborg. Mikkel arbejder i et mindre konsulenthus, og Christina i kommunikationsafdelingen i et advokatfirma – men vi synes nu ikke, vi er så kedelige, som det lyder😉.

Vi glæder os rigtig meget til at komme ud og bo i et fællesskab med en masse dejlige mennesker, der også elsker at være ude og lave nogle gode ting sammen. Vi kan allerede mærke, at Sjællands Muld er det helt rigtige for os.

Amanda (32)
Tobias 33)
Charlie (4)

Tobias, 33 år, Uddannet møbelsnedker, og er rigtig dygtig og glad for at bygge, skabe ting fx et hønsehus, et legehus, spille guitar mm . Han elsker at være i naturen, lave bål og cykle lange ture. 

Amanda, 32, Folkeskolelærer. Hun er glad for at give en hånd med til madlavning, bagning, havearbejde, passe børn, planlægge fastelavn, halloween, eller løbe en tur, dyrke yoga, gåture i naturen, vinterbadning, drikke et glas vin og sludre mm.

Charlie fra årgang 2017 er en glad frisk pige, som elsker at lege, være i naturen og finde på sjove lege med andre børn.

Vi bor pt. i Kastrup, men drømmer om at bo i et sted som bygger på fællesskab, i forhold til fællesspisning, nyttehaver og fællesprojekter som giver sammenhold med ens naoer, et sted hvor vores datter kan løbe frit rundt og lege med fællesskabets andre børn.

Max (39)
Lisbeth (39)
Bogatyr (8)
Ada (4)

Vi er en familie på fire, og vi vil gerne mere ud i naturen. Vi har valgt Sjællandsk Muld, fordi det er et bofællesskab med fokus på bæredygtige boliger og forskelle i beboersammensætning, og begge dele er værdier, som vi synes er vigtige i samfundet.

Vi ser frem til at samarbejde med en masse forskellige mennesker, som vi glæder os til at lære alle at kende. Vi har tidligere boet i to forskellige kollektiver, og vi er medstiftere af Fuglekvarterets Fælleskafé, en cafe/kulturhus, som vi også driver sammen med 15 andre.

Til daglig arbejder Max som softwareudvikler og Lisbeth som økonom; Bogatyr går i 2. klasse og Ada i børnehave.

Johanna (50)
August (11)
Maja (7)

Vi tre elsker natur og at være ude. For os er nærhed til alt vi har brug for i dagligdagen afgørende, vi vil kunne gå og cykle til det hele. Vi vil leve sammen med andre mennesker, fællesskaber er herlige og livsbekræftende. At leve i bofællesskab gør livet mere fyldigt, trygt og bæredygtigt. Vi har brug for hinanden, men også brug for ro, og det finder vi hjemme hos os selv og i naturen. At dyrke jorden og egne fødevarer er også livsvigtigt. Kombinationen findes her ude på Hyllegaard Høje og i bofællesskabet Sjællandsk Muld.
Johanna er hortonom, økolog, holistisk landbruger, som elsker naturlig bevægelse og træning udendørs. Jeg er en livlig, social og driftig grøn vilde. Jeg arbejder som projektleder og leder for en ny skolehave på Islands Brygge, hvor børnene får fingrene i mulden.
August og Maja går på Hvalsø skole og stortrives.
August elsker al bevægelse udendørs, fra fodbold til slåskamp i rollespil, at spille computerspil og læse bøger og så træner han håndbold.
Maja elsker dyr og natur, og elsker at lege. Hun vil bygge sit eget hus i skoven når hun bliver ældre og leve sammen med alle vilde dyr og fange sin egen vildhest, og så træner hun springgymnastik og går til korsang (måske gik).

Nia (43)
Rasmus (45)
Folke (5)
Vigdis (5)

Nia er uddannet sygeplejerske med en Master i technoantropologi. Arbejder til daglig som uddannelses- og teknologiansvarlig i Hillerød Sundhedscenter.

Rasmus er kandidat i revision, og arbejder til daglig i Landbrug & Fødevarer, primært med interne kontroller og økonomisystemer. Fritiden bruges på skak, men håbet er at genoptage ølbrygning og blive bare marginalt bedre til yoga.

Folke og Vigdis går i Børnehave i Helsinge, og skal efter planen starte i skole august 2022. Deres interesser spænder ret bredt, fra skateboard til Minecraft, og fra tegning til at lære at danse som dem på Youtube!

Janikke ( )
Tom ( )
Sofus (6)
Katinka (8)

Vi har gennem noget tid drømt om mere nærhed til natur og højt til himlen. I vores søgen efter det rigtige sted, kom vi forbi Sjællandsk Muld og blev smask forelsket. Her ser vi muligheden for at kunne indfri mange af de drømme vi har for at skabe, udvikle, opbygge med fokus på ro, nærvær og bæredygtighed – drømme som er svære at opnå alene.

Nu glæder vi os max til eventyr og fællesskab.

Hvem er vi:
Jannike er landskabsarkitekt i Københavns Kommune, Tom er økonom i Banedanmark samtidig med at han ejer og driver mikrokafferisteriet Axlev kaffe ApS. Katinka går i 3. Klasse og Sofus i 0. Klasse.

Line (45)
Walter (5)

Vi glæder os utrolig meget til at flytte ind i Sjællandsk Muld. Til at kunne åbne døren og gå direkte ud i dejlige grønne omgivelser. At bo sammen med søde, spændende bofæller og legekammerater, at udvikle et permakultur område og være med at til skabe et unikt sted med gården, mennesker, økologi og natur i centrum.

Walther går i skovbørnehave og elsker musik, Lego, tog og opfindelser. Han skal starte på Hvalsø skole til august 22 og glæder sig meget til selv at kunne smutte over til legekammeraterne. Line arbejder på et hospital som musikterapeut med speciale i rehabilitering efter en hjerneskade. Hun elsker at fermentere og spire, at nørde hjerneforskning, musik og naturlige helingsmuligheder, og laver også podcast.

Anders (30)
Nathali (?)
Børn (?)

Tekst kommer snart!

45-65 år UDEN HJEMMEBOENDE BØRN

Birgitte (56)

Cand. mag i kommunikation, psykoterapeut og selvstændig konsulent siden 2004. Arbejder primært med relationer i arbejdslivet, naturterapi og mindfulnesstræning og er derudover økologisk fritidslandmand. Birgitte har to voksne børn på 31 og 33 og et barnebarn på snart 2 år, som alle bor i København.

Birgitte har solgt sin gård og kursuscenter i Odsherred her i efteråret 2020 og har valgt Sjællandsk Muld, fordi hun elsker landbruget og naturen og savner et praktisk arbejdsfællesskab med andre, og hun glæder sig særligt over den store diversitet i SJM med folk i alle aldre.

Birgitte tager hul på bofællesskabet som en af de allerførste, da hun allerede til februar flytter ud på grunden i en beboelsesvogn sammen med sine to hunde, Magda og Mulle, og en lille flok gotlandske pelsfår.

Anette (57)

Jeg har gennem nogle år vidst, at jeg ikke ville blive boende i København. Jeg har overvejet om det skulle være en form for seniorbofællesskab, men vil hellere bo sammen med alle aldersgrupper, som her i Sjællandsk Muld.

Jeg glæder mig til at blive en del af et fællesskab, hvor bæredygtighed og respekt for naturen er en del af grundlaget. Det bliver spændende at være med til at forme og udvikle Sjællandsk Muld og fællesskabet.

Jeg holder af at opholde mig i naturen, gå og cykle ture, kigge på fugle og blomster/planter og sanke spiselige vilde planter. Og ellers hygger jeg med at bage, lave mad, strikke/hækle/sy, læse, gå i teater og på kunstmuseum, samt være sammen med familie og gode venner.

Astrid (58)
Jesper (61)

Tekst kommer snart!

Rigmor (?)
Ole (?)

Rigmor arbejder i Kommunernes Landsforening indenfor handicapområdet og er aktiv i Landsforeningen Autisme. Ole er IT-udvikler, musiker (bandleder i Dub Healers) og musikproducer (soloprojektet Doktor Lond).

Vi har stor lyst til mere fællesskab i hverdagen. Vi går op i bæredygtighed og medmenneskelighed. Vi elsker naturoplevelser og lange gåture. Vi er veganere men ikke veganeraktivister – vi vil gerne inspirere, men vi synes ikke man skal trække sine livstilsvalg ned over hovedet på andre.

Sammen har vi to børn. En søn, Sam, på 24, som bor sammen med sin kæreste på Frederiksberg. Og en non-binær, Claude, på 21, som pt bor hjemme. Om Claude flytter med eller ej er pt. uvist. Begge er diagnosticeret med Aspergers syndrom/ADHD og er nogle dejlige, kloge og omsorgsfulde mennesker.

+65 ÅR

Pia (69)

Jeg er 69 år (f.1951) og pensionist. Har 2 sønner på 35 og 40 år. Bor p.t. i Hillerød. Jeg har længe ledt efter det helt rigtige  bofælleskab, og det har ikke været nemt. Det skulle nemlig være et bofællesskab med aldersspredning,  med meget bæredygtigt byggeri, i landlige omgivelser, med mulighed for en (helst stor) grad af selvforsyning, og sammen med andre bofællesskaber.  Det er det Sjællands Muld og Hyllegaard Høje kan, og så kan næsten alt lade sig gøre.
Jeg bruger meget tid på bestyrelsesarbejde i SJM, det er til tider ret arbejdsomt, men absolut meningsfuldt. Jeg glæder mig til i SJM at få masser af fællesskab og masser af udeliv, og vil også gerne fremover bruge tid på at få mange spændende fælles aktiviteter op at stå.

Helge (64)
Annie (70)

Helge er førtidspensionist, tidligere musiker og landmand (heste, køer og agerbrug). Annie er pensionist, væver, kunstner og landmand (køer, høns og grønsager).

Karen (71)

Jeg har i mere end 20 år boet i en dejlig Andelsforening i København tæt på Christiania. På vores sidste generalforsamling nedstemte mine bofæller et forslag fra foreningens klimagruppe, om at etablere solceller til at dække vores fælles forbrug af el. Jeg blev virkelig ærgerlig over at forslaget faldt, og kom til at tænke på, om jeg egentlig boede det rette sted? Næste dag fik jeg øje på en annonce om et bæredygtigt bofællesskab for alle aldre, og som efterlyste folk over 65. Jeg troede ikke mine egne øjne, og der gik ikke lang tid, før jeg både var blevet medlem og havde reserveret en bolig i Sjællandsk Muld. Jeg var ikke et sekund i tvivl.

Det var nu ikke kun på grund af frustration, at det endte sådan. Det handler også om en vision, jeg havde som ung, om hvordan jeg gerne ville tilbringe min alderdom til den tid. Jeg forestillede mig, at jeg ville bo på landet, gå rundt på markerne og måske passe får, at jeg ville sidde og meditere under et æbletræ, at jeg ville nyde fuglenes sang på en sten i skoven. Og ikke kun en gang imellem, men hver dag indtil livet sluttede.
Selvom jeg drømmer om både sjælsro og harmoni ude på den sjællandske muld, går jeg ikke af vejen for at give den en skalle med praktisk arbejde og det tror jeg, jeg vil gøre i mange år endnu. Jeg glæder mig til at være med til at skabe skovhaver og permakulturer, dyrke tomater og høste æbler og ikke mindst være med til at lave mad til os alle sammen af vores fine afgrøder. Jeg er meget interesseret i plantebaseret mad uden dog at være veganer og helt at afstå fra kød. Men jeg kan godt. Og jeg elsker fællesskabet rundt om at lave mad til  mange. Jeg har de sidste år 20 år boet alene, og har heldigvis aldrig manglet nærhed og kærlighed og gode venner. Men nu glæder jeg mig til at spise fast sammen med andre mennesker og have tid til at snakke efter maden med dem, der kan.
Jeg har arbejdet med arbejdsmiljø i mine aktive år på arbejdsmarkedet og har selv haft et rigtig godt arbejdsliv. Ikke desto mindre elsker jeg at være pensionist og kunne hellige mig alt muligt andet end lønarbejde. Jeg fotograferer, dyrker Tai Chi og forsøger at læse så mange bøger som muligt.
Jeg har en datter, der har været så sød at skænke mig 3 skønne børnebørn, alle drenge fra 8 til 13 år. Jeg er sikker på, at de ind imellem vil komme på besøg og blive en del af livet i Sjællandsk Muld.

Dorte (66)

Jeg glæder mig til at bo i bofællesskabet på landet , som jeg oprindelig også kommer fra. Jeg er meget glad for, (især, engelsk/ amerikansk) litteratur, elsker at gå ture, gå i biffen, m.m.m.. Jeg har boet i Valby i over 30 år, så det bli’r en stor ændring at flytte, men jeg tror, det er på tide.

© Copyright 2022 - Sjællandsk Muld